Hverdagen i Bygger'n og Kvarterklubben

Her kan du læse om, hvordan en typisk hverdag ser ud i Bygger'n og i Kvarterklubben.

Her kan du se, hvordan to uger kan se ud i Bygger'n og Kvarterklubben.

Inden Martin møder på Bygger’n, køber han frugt, og tager videre for at købe en ny sofa, da den gamle på Bygger’n er gået i stykker. Imens slår Ann græs på Bygger’n. En sælger ringer for at lave en aftale om fredagen, hvor han vil komme og vise forslag til nye ramper, de skal nemlig udskiftes. Ann laver opslag om biograftur til næste onsdag aften. Ann tager en snak med de unge på ramperne, for at høre deres forslag til udformningen. Eftermiddagen bruges til hygge/spil og en masse snak om, hvad der er sket i weekenden. I dag er der mulighed for at få et stykke frugt, som næsten alle benytter sig af. Ann har fri kl. 16 - Martin bliver og skal fortsætte i klub til kl. 21. Kl. 16 møder Belma og går i gang med at gøre rent. Bygger`n lukker kl. 17-  Martin køber ind til banko og mad til dagen efter. Vi åbner klubben kl. 18 og spiller banko. Der er ca. 50 unge, hvoraf de fleste er med til banko og resten er på hoppepuden.

Martin møder ind kl. 10.30 og går i gang med at lave maden til om eftermiddag. Da Ann møder ind kl. 12, ringer de fra Nørrevangsskolen, for at høre om de evt. kan låne lokaler til en pigegruppe, der ikke kan indgå i den normale undervisning de næste 14 dage. Det kan sagtens lade sig gøre. Da de unge kommer, hjælper de Ann med at plante nogle træer og lappe et par cykler, hvorefter de kommer ind og får lidt eftermiddags snack. Eftermiddagen bliver brugt til hyggesnak og lidt lektiehjælp. Martin har fri kl. 16 og Ann bliver og lukker kl. 17.

Belma er den første, der møder ind i dag, da hun skal gøre rent. Martin handler frugt og kører til slikmanden for at handle til klubbens bod om aftenen. Oust mølleskolen kommer på besøg med 6 unge, der gerne vil køre på bmx- cykler. Kl. 13 møder Ann. En ung har brug for hjælp til at søge dansk statsborgerskab på nettet, så det hjælper vi med. Eftermiddagen bliver igen brugt på hygge snak og spil, og Ann forbereder bål til klubben om aftenen og laver dej til snobrød. Kl. 16 har Martin fri, men Ann bliver og skal være i klub til kl. 21 hvor der også denne aften er masse af unger, som hygger sig med at lave snobrød.

Martin møder ind til SSP møde på Nørrevangsskolen. Ann møder kl. 11, og hun går i gang med at søge informationer om ramper på nettet. Hun køber også lidt kreative materialer ind. En af børnene, der har tidligt fri fra skole, bliver sat i gang med at samle skrald ind på området. Da Martin kommer tilbage fra mødet, går han i gang med at lave mad til eftermiddagen. Ann hjælper en dreng med at sy hans jakke, som er gået i stykker -  en mor kigger forbi med lidt tyrkisk mad til os, som tak for hjælpen med at søge dansk statsborgerskab til hendes søn. Der hygges om bordet, og der er også gang i bordtennis og FIFA på Playstation. Ann har fri kl. 16, og Martin bliver og lukker kl. 17. Der er klub i aften, men i aften er det 3 andre klubmedarbejdere, der møder ind - der skal være bordtennisturnering.

Vi møder begge ind kl. 10 til mødet med sælgeren af ramper. I postkassen  ligger forslaget fra de unge. Martin bager muffins i dag til eftermiddagshygge. Vejret er skønt og eftermiddagen bliver brugt til vandkrig. En mand kommer forbi, han er ikke så god til dansk, men vi finder da ud af, at han gerne vil leje en af haverne, der ligger ved siden af Bygger`n. Ann hjælper ham med at få ringet det rigtige sted hen. Fritidshjemmet er inviteret ned i dag, og de deltager også i vandkampen, så der er liv og glade dage. En uge er ved at være slut - Ann har fri kl. 16 og Martin rydder op og lukker og siger god weekend kl. 16.30.

Mandag starter Ann med at tage til tillidsmandsmøde fra 9-12. Martin møder ind på Bygger`n  og viser læreren, til de piger der skal undervises her, til rette Derefter kører  han ud for at handle frugt. Om eftermiddagen vælter en af de unge på en bmx og slår sin arm. Vi tager kontakt til forældrene, men får ingen kontakt. Martin bliver nød til at tage på skadestuen med ham. Der er gang i den på street-fodboldbanen. Da Martin ikke er kommet tilbage til kl. 16, må Ann blive og lukke Bygger`n. Martin når dog at komme tilbage til kl. 18, hvor klubben åbner. Denne aften skal på en tur med en flok unge.

Ann møder tidligere ind, da hun skal til møde, hvor penge skal søges til vores nye ramper. Martin er til ERFA-gruppemøde, så Bygger’n åbner først kl. 12.15 denne dag. Et vindue er gået i stykker i klubben i går aftes, så der skal bestilles håndværker. Ann er i gang med at lave kostumer til fritidshjemmet sammen med et par piger. Imens er Martin i gang med at lave mad til eftermiddags snack. Der bliver også tid til en samtale på kontoret med en ung, der har lidt problemer derhjemme. Pigerne har længe ønsket en skønhedsaften, så i aften bliver Ann og Belma til kl. 20.00, så den kan blive afviklet.

Et par gamle Bygger børn kommer på besøg i dag med deres egne børn. Den ene har lige brug for en skulder at græde ud ved. Ann er til netværksmøde på en skole ang. et barn, der måske har et større behov for et struktureret eftermiddagstilbud, end det vi kan tilbyde ham. Om eftermiddagen kører Martin med et par unge ud, for at købe nye spil og film til Bygger’n. En af pigerne skal til fødselsdag om aftenen hos sin søster, og har brug for at lave en gave til hende. Ann sætter hende i gang med at lave et armbånd - flere af de andre piger vil også gerne være med. Så eftermiddagen bliver brugt på hygge om bordet med perler. I aften er der planlagt aktiviteter for drengene i klubben, så der laves en FIFA turnering.

Torsdag møder vi begge ind på fritidshjemmet for at deltage i personalemøde Efter mødet laver Martin mad, og Ann hjælper en af ungerne med at lave en plan, så der bliver en struktur for hans eftermiddage på Bygger’n. I aften er der skolefest på Nørrevangsskolen, så en del smutter tidligt i dag, da de skal hjem og gøre sig klar til fest. De er meget spændte og glade for, at vi kommer og ser, at de skal spille teater til skolefesten. Vi bliver ringet op fra Aarhus universitet, der har brug for informationer, da de skal lave en undersøgelse om radikalisering. De ringer også fra børnehaven Regnbuen, der gerne vil på besøg i den kommende uge. Grundet skolefesten kommer der ikke så mange i klub denne aften, så der bliver set en film.

Ann skal til juniorklubmøde ang. fodboldturneringen med de andre klubber. Martin går i gang med at bage boller til fredagshygge. 4 studerende kommer kl. 12 og vil gerne høre om integration både fra de voksne og fra de unge. Martin laver ny aktivitetsplan til klubben sammen med et par unge. Om eftermiddagen samles alle omkring bordet, og vi får en snak om sprogbrug og opførsel.. Skolen ringer og hører om de må låne Bygger’n til et motionsforløb i den kommende uge. Martin bruger resten af eftermiddagen på at forberede fredagens klubaften. Der er igen gang i den og kl. 22 siger vi farvel og tak for en dejlig uge.

Bygger'n 

Nogle dage om ugen serveres enten mad eller frugt.

Dette er et tilbud til de "faste brugere" og ikke til besøgende fra andre institutioner og lign.

Har du forslag til aktiviteter eller hvad vi kan lave på Bygger’n, er du meget velkommen til at komme med forslagene til os.

Husk at følge med i opslagene på Bygger`n.

Vi henstiller til at børn der ikke har været i skole, pga. sygdom eller pjæk ej heller kommer på Bygger`n.

Mandag, onsdag og torsdag aften er Bygger'n kun for medlemmer af Kvarterklubben. Det vil sige, at man skal være over 10 år og have et klubkort. Alle andre henvises til at bruge Bygger'n de andre dage. 

Kvarterklubben 

Vi vil gerne have inddraget jer forældre lidt mere i Kvarterklubbens arbejde og håber, at I kan afse lidt tid til dette – en time eller to en gang i mellem.

Kig forbi og lad os snakke om det eller ring på 86418022, så vi kan lave en aftale.

Kig evt. forbi på Bygger’n om dagen – vi giver gerne en kop kaffe.

Vi glæder os til at høre fra jer!

Se opslag i klubben om aktiviteter.